Ligenu. Ikke om lidt – Nu

Tak for en dejlig dag i går. Vores yngste søn Jarl blev et år i går. Det var en dag jeg havde glædet mig til. Det første år af børnenes liv, føler jeg nærmest som en bestået eksamen. Deres personlighed træder tydeligt frem og de er ikke længere så skrøbelige, som når de er spæde. Udvikler de sig nu som de skal og bare i det hele taget, om de trækker vejret når de sover. Ja, mange kender det sikkert alle disse bekymringer om de små, som man prøver at beherske, fordi ens kærlighed til disse små er ubeskrivelige. Alle disse følelser, man som mor skal rumme, jeg synes de er overvældende og nogle gange næsten for store at bære rundt på indeni. Det er gaven, man får med som forældre og mor… et andet perspektiv på livet. Jeg tror, jeg har fundet ud af, hvad det vil sige at være tilstede i nuet efter jeg er blevet mor. Det som alle snakker om, husk at være i nuet, men som er en kunst og en balancegang og som egentlig kræver stor fokus. At tage en dag ad gangen og nyde det man har omkring sig. Heldigvis er det, det gode ved børn. De tvinger os til at være nærværende og se de små ting i hverdagen. Børnene gennemskuer det med det samme, hvis du kun hører efter med et halvt øre og svarer derefter. Enten udnytter de det eller også gentager de bare det de sir´, indtil du slipper det du har mellem hænderne og sir´:” Hvad siger du skat?? Nej, du må ikke tegne på væggen eller tv’et nede i stuen…!” Alt i mens lillebror hænger i skørterne og tørrer sin lille snotnæse af i dine nystrøgne bukser. To timer senere kan det være du sidder på skadestuen, fordi de er falden på cyklen eller over deres egne ben. Det kan også være alting bare kører på skinner hele dagen og alting ligner noget som kun findes i reklamerne, hvor de siger at livet er for kort til pletter på tøjet. Livet med børn er lykke krydret med bekymringer. Det der med yoga og mindfullness, forget it, bare få et par unger, så mærker du nuet og dine sanser i den grad 😉

Vi vidste ikke om Jarl blev født med Down Syndrome, før han blev født. Det var pga. dårlige tal ved nakkefoldscanningen. Her blev vi også tvunget til at være tilstede nu og her og tage stilling til nogle store spørgsmål. Vi valgte moderkagebiopsien fra, som kunne af- eller bekræfte om han havde det eller ej. Det fravalgte vi pga. risikoen for at abortere. Dermed sagde vi også ja tak til uvisheden og det ukendte – et barn med Down Syndrome. Vores familie bakkede os op og vi vidste, at det ville kræve ekstra ressourcer. Vi fik tilbudt at lægerne kunne undersøge os så godt de kunne uden moderkagebiopsi og blev fulgt af en overlæge og scanninger gennem hele graviditeten. Jo længere vi kom hen i slutningen af graviditeten ca. 14 dage inden fødslen, jo mere sikre blev vi på, at han var sund og rask. Så da fødslen gik i gang og ud kom en lille fin, sund og rask dreng,(efter jeg flere gange undervejs i fødslen tikkede efter et kejsersnit, som jordemoderen absolut ikke ville høre tale om) kunne man jo ikke forlange mere. På det tidspunkt vidste vi ikke, at sommeren skulle tilbringes med kolik, men det er en helt anden snak, som vi næææsten har glemt nu 😉
Dagen i går nød vi sammen alle 4 og mødtes med bedstemor og bedstefar i Bowling `n´ Fun til aften. Axel på 4 år elsker at bowle og vejret bød jo på indendørs fornøjelser. Så vi bowlede en time og spiste i buffeten bagefter, det var hyggeligt og nemt for mor og far 😉 Om 14 dage bliver Axel 5 år og der holder vi fødselsdag for dem begge to og inviterer hele den pukkelryggede familie, så der skal lægges lagkager sammen som i den store kagedyst, eller hvad det nu hedder 😉 Axel har bestilt en fodbold kage og en Spiderman kage, så det skal blive spændende hvad det ender med, om de to kager kan forenes til en kage og i bedste fald, hvad kommer det egentlig til at ligne??! Forventninger til sin mors evner i køkkenet har han i hvert fald og så må jeg jo vente at se hvad nu´et og Axels ansigts udtryk bringer til den tid, når kagen er færdig 🙂